Bænkpres med 3 sekunders pause på brystet

Udføres som et almindeligt bænkpres med pause, men pausetiden på brystet er forlænget til 3 sekunder.

Fremragende bænkpres-variant til at arbejde med blandt andet:
– Kontrol med bevægelsen.
– At holde et godt opspænd.
– Bundstyrke.

Øvelsen er især god til dig, der bøvler med at kontrollere stangen, når den nærmer sig brystkassen. Den hjælper dig til at undgå bounce, sætter større fokus på brystmuskulaturen og kan være et effektivt redskab til at forbedre bænkpres-relaterede skuldersmerter.

Kør den f eks som let bænkpres, enten på sin egen dag eller efter din almindelige bænkpres-træning. 5 sæt af 3 gentagelser med 10-20% procent mindre end dine almindelige arbejdssæt er et godt sted at starte. Øvelsen egner sig ikke til høje gentagelser, da der skal lægges så stort fokus på at holde positioner og opspænd.

Sørg for virkelig at fokusere på god teknik hele vejen igennem.

Det er desuden en god idé at bede en ven om at tælle højt, da man får en tendens til at undervurdere tiden, når man ligger og koger med stangen på brystet 😉